Af Joachim Adrian
Det er den tid på året, hvor billederne skal kikkes igennem. Alle de daglige opgaver. De store serier. De billeder, der aldrig kom i spil, men som måske i virkeligheden var de bedste. Serier skal samles, nye serier skal smedes. Og for nogle skal der en aftale i kalenderen, hvor gode kollegaer kikker forbi til pizza og en håndbajer, mens man i fællesskab hjælper hinanden til den bedste indsendelse.
Sidste år var et jubilæumsår. Årets Pressefoto fyldte 50 år. Vi fejrede det med et jubilæumskatalog og en stor fest. OG. Rekord mange indsendte billeder. Måske fordi vi satte prisen ned til en jubilæums 50’er. Det har vi noteret os i bestyrelsen, at prisen har en betydning for, hvor mange der sender ind. Og at mange sender ind, er afgørende for konkurrencens legitimitet. Derfor er vi i bestyrelsen gået regnskabet igennem med en tættekam. Det er lykkedes os at kunne lande en ny indsendelsespris på bare 100 kroner. Det er MEGET billigere end de tidligere år, hvor prisen har været helt op til 500 kroner pr. indsendelse. Så nu er det om bare at tage chancen. Og viser det sig, at man ikke bliver nomineret, er bare det at deltage i sig selv en styrkelse af vores fælles kamp for godt fotografi.
Kategorierne er de samme som i jubilæumsåret, men forandring af Årets Pressefoto har i flere år været i støbeskeen. Kategorien “Årets Pressefotograf” er f.eks. åbnet op, så man ikke kun honorerer bredde, men også personlig stil.
I bestyrelsen arbejdes der på en større udvikling og forandring af kategorier og regler til konkurrencen næste år. Mere om dette når dette års konkurrence er fejret i den 6. marts i Den Sorte Diamant.
Ses vi. Det håber vi. De bedste pladser i Dronningesalen kan bookes ved at indsende vindermateriale netop nu. Send, send, send.
Gid det var ÅP! Hvor var det rart.
Men nu må den da komme snart...
