Oscar Scott Carl fra Sermitsiaq har taget Årets Pressefoto 2025. Mads Nissen fra Politiken er kåret som Årets Pressefotograf.

VINDERNE AF KONKURRENCEN ”ÅRETS PRESSEFOTO 2025”

Publiceret 06-03-2026

Vinder af Årets Pressefoto 2025, Oscar Scott Carl. Foto: Claus Bjørn Larsen.

2025 blev et nyhedsår, hvor det kunne føles svært at følge med. Krigen i Ukraine ruller videre uden at nærme sig noget, der ligner en afslutning, mens situationen i Gaza foreløbigt er kulmineret og det sidste gidsel udleveret.

Til gengæld har USA været som lerduemaskine, der har spyttet skydeskiver ud i alle retninger, lige siden deres nye præsident tiltrådte for et år siden. Ingen havde trods alt forventet så meget kaos på så kort tid, så mange krav, så mange ændringer og så mange fornærmelser. Nogle af konsekvenserne af den nuværende administration i Det Hvide Hus’ handlinger er direkte eller indirekte med blandt vinderne i år.

For hvert år giver vinderbillederne i Årets Pressefoto os ikke alene glimt af det forgangne år, de afspejler også, hvad vi interesserer os for, taler om og er nysgerrige på. Vinderne vælges af årets dommere, der er fordelt på to juryer, som i arbejdet bruger både deres store faglige indsigt, egne erfaringer og personlighed. I år bestod opgaven i at vælge mellem 2.196 indsendte billeder og 51 videoer indsendt af 120 medlemmer af Pressefotografforbundet.

 

Vinder af Årets Pressefoto 2025: GRØNLAND TIL SALG: Den største demonstration i grønlandsk historie fandt sted den 15. marts 2025 på tværs af hele landet. Hele vejen fra Qaanaaq i nord til Qaqortoq i syd og Tasiilaq i øst gik folk på gaden for at demonstrere mod Trumps ønske om at overtage Grønland. Budskabet var klart: Grønland er grønlændernes. Her er det demonstrationen i Nuuk, som endte foran det amerikanske konsulat, som havde rullet persiennerne ned i dagens anledning. Foto: Oscar Scott Carl/Sermitsiaq/Årets Pressefoto 2025

Årets Pressefoto er ikke og har aldrig været tænkt som en kavalkade af årets begivenheder. Men lige som sidste år er det en stor historie, der har erobret mediefladen og optaget vores opmærksomhed, der vinder årets største pris. Billedet er valgt på grund af sine fotografiske styrker, men dommerne var ikke blinde for, at det også viser en side af en stor konflikt, der på nogle måder markerer endnu et skift i forholdet mellem Danmark og Grønland, og som har været under udvikling i de seneste år: ”Der har været mange serier fra Grønland i konkurrencen i år, og alle billederne er også en anerkendelse af det grønlandske folk, som har manglet historisk. Men der skulle åbenbart en Trump til, før vi begyndte at tale om Grønland på denne her måde.” Udtalte juryen i stillfoto.

Mads Nissen er Årets Pressefotograf 2025. Foto: Claus Bjørn Larsen / PF

Vinderen af trofæet som Årets Pressefotograf er i år en gammel kending. Mads Nissen på Politiken har vundet titlen fire gange før, senest i 2020, og han har taget Årets Pressefoto tre gange bl.a. ved forrige års konkurrence i 2024. Dommerne var særligt imponerede over den nærhed, der er i alle hans billeder, som samtidig holder en meget høj kvalitet.

EUROPA VED EN SKILLEVEJ – EU-FORMANDSKABET: INDEFRA Statsminister Mette Frederiksen tager imod Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på Christiansborg Slot. Danmark overtager i 2025 formandskabet i EU i en tid præget af krig i Europa og pres på demokrati, alliancer og retsstat. Samtidig forstærker klimakrise og økonomisk ulighed de politiske spændinger i samarbejdet. Med diplomati, pres og besøg af Ukraines præsident Zelenskij forsøger den danske regering at samle toppolitikerne om øget krigsstøtte og sågar et EU-medlemskab til Ukraine. Opgaven viser sig vanskelig i et EU præget af interne uenigheder om den fælles fremtid. (Billede 1 i kollektion på 5) Foto: Mads Nissen/Politiken/Årets Pressefoto 2025

ALLE VI BØRN I GANGSTERBY: Den 15-årige Aiham Ahmads lig modtages af hans far, Aiman, og en bedemand i Uppsala. Den 29. april 202 5 trængte en gerningsmand ind i en frisørsalon, åbnede ild og dræbte tre teenagedrenge. En af dem var Aiham – en glad og omsorgsfuld dreng, der var kommet for at blive klippet. Intet tyder på, at han var målet for skyderiet eller havde nogen forbindelse til kriminelle miljøer. “Aiham var for ren af hjertet til denne verden,” siger hans far, Aiman. “Jeg føler ikke had – jeg håber blot, at Aihams kærlighed og godhed kan leve videre og inspirere andre unge.” (Billede 2 i kollektion på 5) Foto: Mads Nissen/Politiken/Årets Pressefoto 2025

I KØ TIL MAD: Tusindvis af danskere har mere end svært ved at få husholdningsbudgettet til at slå til. De stigende fødevarepriser og pressede sociale ydelser har fået køerne til at vokse overalt i landet, hvor der flere gange om ugen uddeles overskudsmad. Malene Lykke Christensen, 36 år, er uddannet pædagog og bor i Hjørring med sin datter Margit på seks år. Hun kommer for at spare penge, efter en hjernerystelse for et år siden gjorde det umuligt at arbejde hvilket førte til en fyring. Fra december 2026 kom hun på ressourceydelse, samtidig med at hun betaler for behandling. Målet er at blive rask og komme tilbage i arbejde. Økonomien er presset, og hverdagen præges af bekymringer – også når datteren beder om at få skruet op for varmen. (Billede 3 i kollektion på 5) Foto: Mads Nissen/Politiken/Årets Pressefoto 2025

ALLE VI BØRN I GANGSTERBY: En 19-årig mand poserer med en Colt M1911-pistol. Manden er en af ‘de ældre’, en af dem, som gennem flere år har arbejdet sig op i det kriminelle gadehierarki, og som er en ledende profil i området. Han har yngre drenge under sig, børnesoldater, som nogle kalder dem, som sælger hash og piller eller udfører afstraffelsesopgaver. “Jeg sætter de andre i gang. De gør, hvad jeg siger,” siger han afslappet. “Ingen i den her by kan gøre mig noget uden at få alvorlige problemer. Vi er et broderskab, og vi hjælper hinanden,” forsikrer han. (Billede 4 i kollektion på 5) Foto: Mads Nissen/Politiken/Årets Pressefoto 2025

KITKATCLUB: Nattelivet i den tyske hovedstad, Berlin, er berygtet for sin intensitet og grænseløshed. Mens byen langsomt vågner, fortsætter festerne i mørke sale og kældre over hele byen – som her på KitKatClub. Siden technokulturens frembrud i 1980’erne har musikken været knyttet til en higen efter ultimativ personlig nydelse og frihed, ofte forstærket af stoffer som MDMA, hallucinogene svampe og kokain. For mange unge europæere er techno et symbol på denne løsrivelse – en flugt fra hverdagens støj og pres. (Billede 5 i kollektion på 5) Foto: Mads Nissen/Politiken/Årets Pressefoto 2025

Vinder af Årets Reportage TV Emil Hennings. Foto: Claus Bjørn Larsen

Vinderne i videokategorierne spænder bredt fra nyheder, til et intimt portræt, grundloven serveret med humor og et usædvanligt kig ind i en blind mands glæde ved at sejle i havkajak. Den store vinder er Emil Hennings fra DR, der vinder begge priser indenfor reportage og 1.prisen indenfor nyheder. Dommerne fremhævede især, at han tilsyneladende har en helt særlig intuition, når han filmer.

For i alle tre vindervideoer lagde de mærke til, at han forstår at blive ved det vigtige i situationen, også selvom han ikke forstår det sprog, der tales omkring ham. Det er en kæmpestor styrke hos en fotograf, der ofte arbejder under pressede eller uforudsigelige omstændigheder.

Årets to juryer bestod af: Foto: Bo Amstrup, Sofia Busk og Christian Vium. Video og web: Jonas Fogh, Matilde Kimer og Sofie Skov.

Se alle vinderne i Årets Pressefoto 2025 på www.åretspressefoto.dk