Reportageessay af Joachim Adrian
Fotos af Michael Bager
“Aldrig har jeg stået foran et vildere crowd. Jeg er jo bare journalist, os kan man fodre svin med. Men I er jo unikke. Branchens rockstars”. Julie Lindegaard, moderator for to dages tætpakkede konferenceprogram, har indtaget scenen. Og der sidder vi. 124 fotografer. Mogens Laier og Carsten Reenberg. Og alle os andre, der er kommet til PF siden hen.
Vi er i Torvehallerne i Vejle, den hedengangne bygning fra Vejle Amts folkeblad. Nå ja, rockstars, det havde vi måske nær glemt i de mange nedskæringer, faget også befinder sig i. Jeg tager en bid af min drømmekage. Den skal lige vædes med en tår kaffe. Jeg er på konference. Genfødt som rockstar. Det vender jeg tilbage til.
“Kan I høre mig?”, Olafur Gestsson er første taler på programmet, og står uvant og forsøger at blive mic’et op. “Det er første gang jeg skal tale i sådan en her”, undskylder han. Han er lige kommet hjem fra Ukraine, og på computeren - tilsluttet salens gigantiske storskærm - har han udvalgt cremen af 10 års hjerteblod efter mange rejser langs Ruslands grænse.
“Hvad er det for et grænseland, et ingenmands land, det der langt ude mod øst?”, er projektets udgangspunkt. Jeg læner mig frem i stolen. Jeg kan mærke, at der er noget på spil her.
“Det er det her, jeg brænder for. Hvis jeg skal være fotograf, så er det det her, jeg skal ud at lave. Også, om jeg så må sige nej til nogle kunder herhjemme eller selv sætte noget til. Jeg prøver ikke at lade økonomien bremse det her. Hvis jeg ikke har mit personlige projekt, ville jeg hellere være tømrer”.
Olafur har været med i udgivelsen af to fotobøger og har en tredje på vej. “Jeg kan afsløre, at man ikke bliver rig af at lave fotobøger. Alligevel blev bogprojektet for mig en øjenåbner for, hvordan vi kan arbejde”.
“Det mest magiske sker, når man ikke har planlagt det. Og det bare sker”, uddyber han.
Vikaren fra Magnum
Apropos rockstars, ja så havde jeg glædet mig til at se giraffen, som programmet havde lokket med. Ingen mindre end Paulo Pellegrin. Den legendariske og berømte Magnumfotograf. Men med et afbud i sidste øjeblik, er han blevet erstattet af den bristiske gadefotograf (og tidligere Magnum nominee) Matt Stuart. Og hvilken vikar! “All that life can afford”, hedder titlen på en af hans bøger med gadefotografi fra London.
Og hvis Matt således var alt, vi havde råd til, er det fint for mig! Jeg bliver blæst omkuld af Matt, der smider sig på scenen i en fortælling om et blad, der bliver til fyldige læber i hans fotografiske hænder. Om en hund, der kører bil, om en fodgængers finger, der ender i næsen på en forvildet turist.

Jeg noterer i min lille lommebog, at han er et eksempel på øvelse. Man må øve sig.
“If you want to get lucky, you must get out there. I don’t believe you can sit at home and wait for the phone to ring. You need to expose yourself. Also by coming here today,” fortsætter Matt fra scenen. Der lyder et bump fra salen. Et glas vælter. En af rockstjernerne i salen er muligvis lige blundet hen et sekund.
”Clap for yourself for being here”, pointerer Matt, og salen hujer.
Vi er her. Vi er endelig igen sammen om det, det hele handler om. Vores fælles passion for fotografiet!
Konferenceånd
I to dage mødes vi om fotografiet. Dyrker fællesskabet omkring det, der binder os sammen på tværs af hverdagen.
“Vi må rykke sammen i bussen. Der er meget vi kan gøre, men vi er nødt til at kæmpe for det her fag, hvis vi holder så meget af det, som vi går rundt og siger”. Ordenen kommer fra Sofia Busk, der er på scenen med en lille tremandshær af selvudnævnte hobbylobyister bestående også af Kasper Løftgaard og Emil Ryge.

Vi kører i eftermiddagens skumringstime, mens disen lægger sig over Vejleådalen. Matt fotograferer min lille strikkede orm i foruden. Han dufter af den fadøl, han lige nåede efter sin talk, og takker for en vidunderlig oplevelse på konferencen:
“It was a very generous crowd, I loved being here with you, you must tell them thank you”. Hermed gjort. Selv iler jeg tilbage. Jeg skal nå ham der Jabin, der vist nok fotograferede Trump i de 90 sekunder, hvor skæbnen lige lod papiret stå blankt et øjeblik.
Trumps øre
Jabin Botsford fra USA står på scenen, da jeg lister tilbage ind i salen.
“To photograph politics is like photographing sports. There are still two teams. The red and the blue. You need to get the fight and the goal”. Jabin har fotograferet Trump I det hvide hus under pressefotokonferencer i en lang uendelighed. Jabin viser, hvordan han konstant forsøger at variere billedet.

“We are storytellers. We are not just taking pictures, we are making pictures”, hvorefter han viser det eneste billede umiddelbart lavet backstage af Donald Trump, der giver sin stiftende hårtot I panden et skud hårlak.
“I love to shoot backstage. We live in a world where everybody says we are liars. We need to prove them wrong by showing reality”. Og uden at gøre et større nummer ud af det, glider han over i fortællingen om den dag, der skulle ændre hans karriere radikalt.
“For me it was a day like all others. I really did not want to be there. I even considered leaving”.

Vi ser dog også billedet der følger efter, hvor Trump bæres ned fra scenen. Jabins eget yndlingsbillede. Her forstår man, hvor tæt Trump var på at dø. Og vi følger det hele i en hæsblæsende video, som Jabin har taget gennem sine nørdede briller, som kan filme video, og som han ved en tilfældighed havde tændt netop den dag.
Kød
Det er Mortens aften, der er and på menuen, vin i glasset, og den anden del af konferencen tager fart. Der er klubaften i PF. Bogcafé, udstillere fra branchen, de berømte fustager og præmier fra sponsorerne.
Selv ender jeg i et hjørne med et flipover, hvor en håndfuld dedikerede medlemmer blander sig i snakken om fremtidens Årets Pressefotokonkurrence. Idéerne løber løbsk, Sigrid Nygaard skærer igennem, tager ordet fra Emil Ryge, og forsøger at fordele taletiden ligeligt.
“Skal vi droppe alle kategorier eller skal kulturkategorien tilbage? Er kataloget overhovedet nødvendigt eller kan man udstille digitalt? Hvorfor vinder man ikke prisen med det opdrag, at skulle ud og fortælle om fotografi i folkeskolen efterfølgende? Bliver det for navlepillende, at vi kårer årets fotograf, eller skal denne kunne udråbes også på baggrund af video?”

Rygtet vil vide, at receptionen og dennes salg af flaskeøl blev endestationen for de sidste, og at man klokken tre om natten har set en af konferencens rockstars løbe rundt i underbukser på hotellets gange. Vedkommende har taget fejl af døren til toilettet og har således i underbukser fået låst sig selv ude på gangen.
The brilliant day number two
Rockstjerne om natten, konferencedeltager om dagen. Klokken er 09.29 og jeg er på vej op ad de uendelige trapper tilbage til foredragssalen på fjerde sal. Konferencen blev i en lang årrække afholdt på Hotel Nyborg Strand.
Her klarede man nogle gange opvågningsproblemer på dag to med en morgendukkert i Storebælt. Nu er vi så i de såkaldte torvehaller i Vejle i stedet. Et spraglet sted, men ret oplagt til konference fornemmer jeg, at der er stor enighed omkring.
Der er dekadente balkoner, røde julekugler og så er der festlige lyskæder på hver af de mange søjler samt rigeligt med blankpolerede messinggelændere.
Selv synes jeg det minder lidt om Oslobåden, og inden jeg når toppen, bliver jeg da også lidt i tvivl om torvehallerne rent faktisk gynger på Vejle Fjord, som jeg kan spejde ud gennem vinduet, mens jeg tørrer den sidste søvn ud af øjnene.

“Sats på højere bundniveauer frem for bemærkelsesværdige topniveauer” er mantraet, vi får fyldt i værktøjskassen.
“Du skal have styr på det grundlæggende først, og så kan du herefter lede efter et element, der kan løfte det til noget mere”, noterer jeg på min blok. Det minder mig om min egen fotografiske opdragelse fra Per Folkver. Først laver du det sikre, og så tager du chancer.
Emil viser en historie fra Gaza, hvor han følger nogle israelske soldater. Han viser, hvordan han har styr på det grundlæggende. I den ene pulje laver han følelser og handling, i den anden pulje laver han klipbilleder. Enkelt lys, enkel lyd. Og så pludselig åbner en af soldaterne op og fortæller om sin tvivl.
Emil tager chancen og filmer, også selvom lyden her er dårlig. Men fordi han har styr på alt det andet grundlæggende, slutter dette klip alligevel med at give det noget ekstra, der løfter hele indslaget til noget mere. Bum.
“Kunne jeg have gjort mere? Ja, men det er der ofte ikke tid til. Du skal bare have styr på basics. Det virker 9 ud af 10 gange.”
Emil Hennings vandt en pris i Årets Pressefoto i år, og her roste dommerne ham for hans intuition. Emil smager lidt på ordet.
“Intuition”, udtaler han. “Måske, men hvor kommer den så fra? At have styr på basics”, svarer han selv. “Jeg ved ikke, om det er at have god intuition eller om det bare er at have fuldstændig styr på sine basics”.
Nils Meilvang tager ordet:
“Det er en god dag, når du har et indslag i tv-avisen”, takker Niels. “Så bliver konen kaldt ind i sofaen for se med. Dine pauser er helt vidunderlige, men er du ikke bange for at det kunne gå hen og blive kedeligt”, spørger han.
Pause.
“Nej”, svarer Emil så. Helt kort.
Pause.
“Der har jeg selvtillid nok til, at jeg tror på det!”
Bøger revet væk
Med en kasket trukket godt ned i panden er det nu Petra Kleis, der kommer på scenen. Hun går forbi mikrofonen og sætter sig på scenekanten. Julie, vores facilitator, gør det samme og tager ordet:
“Du ville i virkeligheden helst have været fri, ikke?” Spørger Julie. Petra griner og nikker.

“Hvad sker der efter de 40 år. Alle damerne i bogen er over 40. Jeg ville lave en vidensbank om at blive ældre som kvinde”, lægger Petra ud og tager hul på en snak om hendes seneste bogprojekt, “Future project”, hvorfra farverige, pudsige og sprudlende portrætter af en lang række kendte kvinder, langsomt glider forbi på storskærmen bag Petra.
“Jeg ville gerne vise en anden slags kvinde end det vi ellers præsenteres for. Jeg ville vise, at man også kan være grim, sexet og sjov. Et mere nuanceret billede af kvinder”. Petra har indledningsvis delt en personlig historie om at mangle sin egen nu afdøde mor til at kunne spejle sig i, når det kommer til aldring, hvorfor det inden hun lavede dette fotoprojekt faktisk skræmte hende, hvad det ville sige at blive ældre.

“Og jeg er ikke længere bange for at blive ældre som jeg var før projektet. Det var derfor et projekt jeg lavede for mig selv, men så viser det sig, at jeg ikke er alene om alle de her tanker, man kan have.”
Vi ser et billede af Bodil Jørgensen. Hun kigger skælmsk på os med en åbenstående bluse, der blotter det ene bryst.
“Hvorfor er der så meget nøgenhed i dine billeder”, vil vores facilitator Julie vide.
“Jeg har altid haft optur om kroppen, og alle mulige forskellige kroppe”, starter Petra. “Det er ikke nøgenhed for høgenheds skyld. Det er fordi hud er mega flot og det er det hele menneske, jeg fremkalder”.
“Hvad er det så med den råhed, man ser i dine billeder”, fortsætter Julie interviewet. Petra lægger hovedet lidt på skrå. Venter.
“Jeg bliver lidt provokeret af, at folk kalder mine billeder rå. For de er i virkeligheden bare uredigerede. Så virkeligheden er åbenbart rå. Jeg bliver provokeret af at mine billeder er rå fordi de ikke er retoucherede til døde.”
Tonen er yderst venlig og stemningen er god. Men hun er skarp i replikken, Petra, sidder jeg og nyder der på anden række, hvor Nordsøolien fra nattens værtshus heldigvis for længst er fordampet.
“Hvorfor er det så du fotografere analogt”, fortsætter Julie. Svaret falder igen prompte.
“Hvorfor fotograferer I digitalt?”, skyder Petra straks tilbage. “Analogt er smukkere, og der er mere nerve. Når du fotograferer analogt, ved du ikke, hvad du kommer hjem med. Der er mere på spil. Jeg elsker begrænsningen, jeg elsker benspændet. Jeg ville anyday vælge et dårligt analogt billede fremfor et godt digitalt.” Punktum.

Moodboard, noterer jeg. Petra nævner det igen og igen. Hun sender et udvalg af billeder og stilarter til kunden og modellen, som giver dem en tryghed for, hvilken retning hun som fotograf vil gå med det pågældende fotoshoot.
“Jeg drikker ikke kaffe først og jeg har ikke lange samtaler med den jeg fotograferer. Det er der slet ikke tid til. Hemmeligheden er: Fortæl hvad du vil. Fortæl hvad planen er. Vis et moodboard. Og så instruerer jeg ret meget. Folk vil gerne vide, hvad de skal”.
Petra holder en pause. Griner.
“At være hos fotografen er ligesom at være hos tandlægen. Hvad vil du helst? Lav derfor det der skal laves, og så er I færdige”.
Foredraget er slut. Og hvis man før foredraget havde tænkt, at en klassisk PF’er måske ville være for langt fra Petras fotografiske signatur, ja så opstod der nærmest tumult omkring det efterfølgende bogsalg. Der lå fem bøger på scenen, og de blev revet væk. Selv stod jeg tomhændet tilbage. Så fandt hun senere fire ekstra eksemplarer under sædet i bilen, men også de forsvandt for næsen af mig.

“Nyd rejsen ind i den nære analoge fortid og lad os se lyst på de kommende år,” skriver Carsten med kuglepen på første side, mens jeg overfører festivalprisen på mobilepay. Tja man taber lidt på gyngerne, men vinder på karrusellerne.
“Hvorfor fatter de det ikke?”
Konferencen to sidste oplæg tager os til Grønland på vidt forskellig vis. I første oplæg møder vi Oscar Scott Carl.
“Jeg bøvlede i freelancearbejdet. Jeg savnede noget fast. Derfor søgte jeg jobbet som visuel storyteller i en turistforening i Grønland”. Oscar er oprindeligt fra Grønland, men har boet og er uddannet i Danmark. Men i 2023 overtaler han kæresten og flytter tilbage. Her skulle han så i sit nye kommunikationsjob promovere Grønland, ved at fortælle historier.
“I juleferien i 2024 bliver jeg så ringet op af chefredaktøren på Grønlands eneste avis og tilbudt et job som fotograf. Jeg takker ja, og ugen efter lande Trump Junior. At verden skulle komme til Grønland var ikke planen”.
Og så tager Oscar os ellers med på den hæsblæsende rejser, hvor han fra den grønlandske lokalredaktion ender helt tæt på at dække verdenshistorie set fra et grønlands perspektiv, og som iøvrigt så også resulterer i at både Oscar og Sermitsiaq, hvor han arbejder, for første gang skal opleve at vinde hovedprisen i Årets Pressefoto. Selveste Årets Pressefoto.

“Det er oplagt at bruge fotojournalister på en lille redaktion, jeg fatter ikke, at flere redaktører ikke kan se det!”, slutter han uden at tøve.
Den lader vi lige blive stående.
Minus 38 grader
Oscar Scott Carl er blevet erstattet af Lasse Rahbek på konferencescenen. Lokationen for hvad vi skal høre om, er stadig Grønland. Men vinklen er nu den vilde natur.
Vi starter med Nordlyset. I en imponerende timelaps som Lasse har lavet, blusser det rundt på storskærmen. Et eventyr venter os til det sidste foredrag. Fortællingen om dokumentarserien “Sirius”. En dokumentar på Danmarks Radio, set af over 1 million mennesker pr afsnit, produceret af enmandshæren Lasse Rahbek.

“Der er lavet noget om Sirius før. Men det har altid tværet tilrettelagt til tv. Det at være fluen på væggen på en rigtig skarp ekspedition, det var ikke prøvet før. Klassisk reportage, det ville jeg gerne. Være så tæt på disse mennesker som muligt, leve det samme liv. Og der var jeg nok den eneste, der ville kunne gøre det.”
Lyder spændende tænker jeg først, man da jeg herefter hører lyden af flamingo, fødder på den frosne sne, og ser isen i Lasse ansigt, i et klip hvor temperaturen er minus 38 grader, ja, altså, så tager jeg en nervøs slurk af min varme kaffe.
“Det var et lavpraktisk mareridt at skulle filme et sådant sted. Batterierne var de værste. De måtte holdes varme ved at bære dem omkring lysken. Og så handler det om at kende sine grænser. Det at passe på sig selv før arbejdet blev en nødvendighed. Jeg kunne ikke bare fortsætte, når noget var spændende, hvis jeg for eksempel samtidig var ved at få forfrysninger”.
Lasse taler roligt og poetisk. Tekniske arbejdsmetoder vikler sig ind i fortællingen. Jeg læner mig ind i historien, mens billede og lyd, droneskud af uendelig is og nærbilleder af tunge frostkolde åndedrag, tager mig på en rejse ud i den der vilde verden, som jo er udgangspunktet for det hele. Hvorfor jeg jo også overhovedet selv engang har grebet et kamera.
Og der sætter jeg mit punktum. Du har gjort det igen. Du skønne PF-konference. Lad mig ikke vente for længe til vi ses igen.

