Faglig kommentar:

Dybt foruroligende og fuldstændig uacceptabelt

Publiceret 19-10-2026

Under lørdagens demonstration i det indre København blev to pressefotografer fra henholdsvis Ekstra Bladet og Politiken slået med politistave, mens de var på arbejde for at dokumentere begivenhederne.

Foto: Anthon Unger / Ekstra Bladet

Af Cæciliie Philipa Vibe Pedersen 

De to episoder fandt sted på forskellige lokaliteter, men fælles for dem begge er, at pressefotograferne blev mødt med voldelig magtanvendelse i forbindelse med udførelsen af deres journalistiske arbejde. Det er dybt foruroligende og fuldstændig uacceptabelt.

Vi tager på det kraftigste afstand fra politiets handlinger. Det er ikke blot utilstedeligt, at pressefolk bliver slået, mens de dokumenterer begivenheder af offentlig interesse. Det er også et fundamentalt demokratisk problem, når den myndighed, der skal sikre ro, orden og borgernes rettigheder, selv bliver en direkte hindring for pressens frie og uafhængige arbejde. Dette ansvar kan ikke sættes ud af kraft, blot fordi politiet befinder sig i en presset eller konfliktfyldt situation. 

Vi ser med den allerstørste alvor på sagen og har søndag, sammen med Dansk Journalistforbund, rettet henvendelse til Rigspolitichefen med ønsket om et møde om sagen. Samtidig forventer vi, at politiets ledelse forholder sig direkte til, hvordan man vil forhindre gentagelser, og hvordan man fremadrettet vil sikre, at pressefolk kan udføre deres arbejde uden at risikere at blive angrebet af politiet. 

Lad os slå én ting fuldstændig fast: Vi betragter ikke dette som en sag, hvor alvoren kan bortforklares med henvisninger til uklare situationer, vanskelige arbejdsforhold eller behovet for hurtige operative beslutninger. 

Vi accepterer ikke, at pressefriheden reduceres til et princip, som politiet anerkender i teorien, men tilsyneladende ikke formår at respektere i praksis.  

Når pressefotografer bliver udsat for vold under dokumentationen af offentlige begivenheder, er det ikke alene de enkelte fotografer, der rammes. Det er også offentlighedens adgang til uafhængig dokumentation og kritisk journalistik, der bringes i fare.

Pressefotografer skal kunne passe deres arbejde uden at frygte vold fra politiet. Det burde være en selvfølge i et demokratisk samfund. At vi overhovedet er nødt til at understrege dette efter lørdagens hændelser, er i sig selv foruroligende.