Navn: Sofia Busk

Stilling og arbejdsplads: Fotojournalist, freelancer

Hvilke erfaringer og kompetencer bringer du med dig ind i dommerrummet?
Jeg har i ti år arbejdet som fotojournalist, mest som freelancer med fokus på både portrætter og reportage, men også i kortere perioder som en del af Jylland-Postens fotoredaktion. 
Jeg har også investeret masser af tid, kærlighed og tankekraft i at skabe mine egne store, dokumentariske projekter og fortællinger. Jeg elsker at diskutere, reflektere over og forholde mig til fotografiet og har også gjort det via undervisning, medvirken i podcasts, foredrag, som dommer mm. Jeg har altså bevæget mig i store dele af det fotojournalistiske landskab. 

Et fotografi eller videoklip, som gennem tiden har gjort et særligt indtryk på dig – og hvorfor?

Rose af Martin Lehmann. 
Hvis der er ét billede, som bliver ved og ved at stå helt klart for mit indre, så er det Martin Lehmanns billede af Rose, som efter lang tids sygdom ligger død i sin seng, omringet af familie og venner. Billedet vandt Årets Pressefoto tilbage i 2014. 
Billeder viser mig den største smerte, der må findes: at miste sit barn. Men i smerten træder kærligheden også frem. Kærligheden til Rose og til livet, som er omkring hende. 
For mig har dette billede alt det, som et godt billede skal indeholde. Det rører mig, jeg kan relatere til det, det lærer mig noget, og jeg får lyst til at gå på opdagelse i det. Det er fotograferet med stor respekt for den meget sårbare situation, og selvom billedet handler om død, Roses død, så er billedet fuld af liv. Det er på alle måder stærkt.

Hvad tænkte du, da du blev spurgt om du ville være dommer til Årets Pressefoto? 
Først tænkte jeg “ja, fedt mand, det vil jeg virkelig gerne”. Og så stillede jeg mig selv kritiske spørgsmål: “Kan jeg leve op til at skulle bedømme mine kollegers arbejde? Er jeg erfaren nok?” Men jeg har mod på det. Det er en kæmpe ære for mig, og jeg vil gøre mit allerbedste.

Hvad vil du kigge efter, når du skal finde en vinder? 
Fotografi, der vil mig noget, rører mig og gør mig nysgerrig eller klogere. Det nære, menneskelige og værdige. Jeg vil prioritere det gennemarbejdede og være kritisk overfor form og farver uden så meget indhold.