Dommer i Årets Pressefoto: Jonas Fogh

Publiceret 09-12-2025

Videodommer i Årets Pressefoto 2025.

Dommer i Årets Pressefoto 2025 Jonas Fogh. Foto: Privat

Navn: Jonas Fogh

Stilling og arbejdsplads: Freelance filmfotograf

Hvilke erfaringer og kompetencer bringer du med dig ind i dommerrummet?
De erfaringer jeg vil tage med mig ind i dommerrummet, har jeg tilegnet mig over de sidste 15 år under uddannelser og i mit virke som fotograf. Fatamorgana, journalisthøjskolen og mit arbejde som fotograf på dokumentarfilm er oplevelser der har klædt mig på og givet mig gode redskaber til at finde styrken i fortællingen, måske også svaghederne, men mest af alt fået mig til at kigge efter de små detaljer, poesien imellem linjerne og i pauserne og sætte pris på den langsomme gennemarbejdede fortælling. Den fortælling som måske ikke råber højest, men som er mest nærværende og intim.

Et fotografi eller videoklip, som gennem tiden har gjort et særligt indtryk på dig – og hvorfor?
En scene fra filmen American Beauty, som er fiktion og måske meget langt fra det vi laver, men scenen viser en plastikpose, der blæser i vinden, og er filmet af en karakter i filmen. Derfor siger dét, at karakteren har filmet en plastikpose i vinden, rigtig meget om karakteren, og det er netop disse lidt underspillede måder at beskrive en karakterer på, jeg kigger efter. Jeg er vild med underfundige måder at opbygge karakterer og historier.

Hvad tænkte du, da du blev spurgt om du ville være dommer til Årets Pressefoto?
Jeg blev selvfølgelig glad, stolt og beæret, og jeg glæder mig mega meget til at se alle de gode videoproduktioner fra året 2025. Jeg håber, at jeg og resten af dommerteamet, kan finde de stærkeste og smukkeste fortællinger, som netop har blik for detaljerne i stedet for at fokusere for meget på de store linjer.

Hvad vil du kigge efter, når du skal finde en vinder?
Det føler jeg næsten, jeg har slået ret godt fast i de tidligere svar, men jeg kigger efter poesi, nærvær, intimitet, den nære fortælling i den store historie og smukke billeder. Men mest af alt nærvær, og hvis det kræver mobiloptagelser og “grimme” billeder, så er jeg også solgt.